• Kinesisk startup giver bøllebank til amerikanske aktier – 7.000 milliarder kroner barberet af værdien

    المصدر: BDK Finans / 27 يناير 2025 10:07:08   America/New_York

    50 shades of red. Nogenlunde sådan ser det ud på det amerikanske aktiemarked mandag eftermiddag. Det ledende S&P 500-indeks bankes ned med to procent, mens det teknologitunge Nasdaq-indeks får et lidt større nyrestød og falder med knap tre procent. Årsagen skal findes i nyheden om, at den relativt ukendte og blot lidt mere end et år gamle kinesiske ai-virksomhed DeepSeek har udviklet en konkurrent til OpenAIs ChatGPT. Og det får nu investorerne til nærmest på et splitsekund at så tvivl om USAs dominerende rolle som verdens ai-udvikler. Særligt de store teknologiselskaber med NVIDIA i spidsen rammes hårdt. NVIDIA falder med 12 procent sammen med Broadcom, mens både Tesla, Amazon og Meta (Facebook) også åbner dagen lavere end de lukkede i fredags. I Europa rammes aktierne også. Den hollandske chipproducent ASML falder med otte procent, mens tyske Infineon sendes ned med fire procent. Mere end 7.000 milliarder kroner er ifølge Bloomberg blevet barberet af både de amerikanske og europæiske teknologiselskaber på denne grå mandag. Kan kineserne være med? Der var ellers ingen tvivl. Udviklingen af kunstig intelligens (ai) skulle komme fra USA. Både nu og i fremtiden. Med massive – faktisk astronomiske – investeringer har de amerikanske teknologiselskaber lagt sig solidt i fronten af feltet. Og konkurrence var der ikke så meget af. Indtil nu. Ifølge investeringsstrateg i Saxo Bank Oskar Bernhardtsen er der derfor en klar årsag til dagens markante kursfald. »Det markante fald vi ser i teknologiaktierne lige nu, er et klart udtryk for, at markedet er bekymret for, om kineserne er ved at indhente amerikanerne på ai-området,« siger han. Han vurderer nemlig, at det sætter spørgsmålstegn ved, om de amerikanske teknologivirksomheders investeringsplaner giver mening rent økonomisk. For mens amerikanerne over en lang periode har skudt flere hundrede milliarder af dollar efter udviklingen af kunstig intelligens, så tog det ifølge DeepSeek selv kun to måneder og seks millioner dollar at udvikle den kinesiske konkurrent. »Hvis kineserne kan udvikle det samme til en brøkdel af prisen, hvorfor skal Meta, Microsoft og de andre så smide hundredvis af milliarder af dollar efter træning og udvikling af programmer og hardware til kunstig intelligens?« spørger Oskar Bernhardtsen. »Ekstremt meget på spil« Spørger man investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen, så er der for investorerne »ekstremt meget på spil«. »En meget betydelig del af markedsværdierne i Magnificent Seven-selskaberne (Alphabet, Amazon, Apple, Meta, Microsoft, NVIDIA og Tesla) er hængt op på, at industrien er stor og voksende, og at disse selskaber har førerpositionen,« siger han. Det ses også på værdiansættelserne, hvor netop disse aktier de seneste måneder er blevet handlet til rekordhøje værdier. Alene NVIDIA har mandag fået barberet omtrent 2.400 milliarder kroner af markedsværdien. Tæt på det samme som Danmarks BNP. Det er dog ikke kun teknologiaktierne, som rammes. Det er hele værdikæden inden for ai, forklarer Per Hansen. For også en række aktier inden for forsyningssektoren falder. Det gælder i særdeleshed tyske Siemens Energy, som falder med 19 procent. Også amerikanske Constellation Energy falder 17 procent. Franske Schneider falder med ni procent. Siemens Energy er de seneste år braget op og steg sidste år med 320 procent. Det skyldes, at netop de stod til at blive en af de europæiske ai-vindere, da de gigantiske datacentre kræver enorme mængder strøm. Strøm, som Siemens Energy skulle være med til at levere. »Tesen er, at hvis der findes billige chipalternativer, som tilmed ikke kræver store mængder af billig energi, kan det gøre »ai billigere«; men det vil koste massive beløb for de markedsaktører, som i dag bærer aktiemarkedet på deres skuldre,« siger han og uddyber. »Der skal bruges mindre energi. Derfor bliver eksempelvis NKT og tyske Siemens Energy sendt ned.« De spørgsmål skal vi have svar på Ifølge Per Hansen er der nu en række spørgsmål, som markedet skal have svar på. Er DeepSeek nu også så god som download-tallene fra AppStore tilsiger? Ifølge dem, så var DeepSeek nemlig den mest downloade app hen over weekenden. Viser DeepSeek, at konkurrencen venter lige om hjørnet? Hvor stort et problem er det, at konkurrenten til Chat GPT er fra Kina? Vil investorerne 1) forblive i Magnificent-Seven og 2) finde andre aktier, 3) forsvinde ud af markedet? Hos Saxo Bank maner Oskar Bernhardtsen dog en smule til ro. »Som investor skal man passe på med at dømme de amerikanske teknologigiganter ude. Der er selvfølgelig grund til bekymring som aktionær, men vi ved stadig meget lidt om den nye DeepSeek ai-model og forskellen i potentialet og kompleksiteten af eksempelvis ChatGPT og den kinesisk udviklede konkurrent,« siger han. Han påpeger samtidig, at der lige om lidt lander regnskaber fra de amerikanske teknologigiganter. Og det har været med til at sætte turbo på nervøsiteten. »Både Apple, Meta, Tesla og Microsoft kommer med regnskab i denne uge, og derfor vil nyheder, som den vi har fået om DeepSeek i weekenden, ramme markedet ekstra hårdt, da nervøsiteten og den forventede volatilitet for den kommende uge i forvejen var og er ventet at blive høj,« siger han og kommer med en opfordring til danskerne. »Ser vi ud over ugens mange begivenheder og den nuværende bekymring omkring ai-virksomhedernes konkurrenceevne i forhold til Kina, bør de vestlige teknologivirksomheders konkurrencemæssige position fortsat været stærk. Derfor skal man som dansk investor passe på med at panikke og sælge ud på denne nedtur.« https://www.berlingske.dk/aktier/kinesisk-startup-giver-boellebank-til-amerikanske-aktier-7000-milliarder
شارك على،